sådan er der så meget

- med inspiration fra hverdagen

COP27

Mens Putins krig mod Ukraine raser anført af løsladte storforbrydere, og kvinder i Afghanistan nægtes skole og uddannelse, hvis de da ikke stenes for uægteskabelig sex, og Boko Haram og Islamisk stat myrder løs i Afrika og Mellemøsten, det religiøse politi i Iran myrder kvinder, der ikke har tørklædet bundet religiøst korrekt, har snakkefolket været samlet i Sharm-el-Sheikh og snakket, og snakket og hørt på FN's generalsekretær erklære, at Jorden er ved at smelte. En skandaløs udtalelse af en person, hvis fornemmeste opgave det er at tale for og fremme fred mellem forenede nationer.

Prøv lige at høre de flygtende ukrainere, hvis hjem er blevet smadret eller kuldelagt af russiske bomber, om de har det for varmt. Eller se på dagens vejrkort over klodens temperaturer, der viser det store kuldefrembrud fra Rusland mod Europa. Kan det være, at det offentlige Danmark har påbudt maks. 19 grader i klasselokaler og kontorer, fordi det er blevet for varmt udenfor? - I USA's sydstater huserer tornadoer på grænsen mellem isnende kulde fra nord og den lune luft fra den caribiske golf. I morgen ventes -1 grad i Chicago, der ligger på højde med Barcelona.

Ja, har man ikke alvorligere at snakke om, kan man jo altid snakke om vejret eller klimaet. Det er nu en mærkelig prioritering de har disse COP-folk. Der er så meget, der kan gøres, hvis man gerne vil have et koldere klima, og meget er allerede på vej.

Under deres COP-klimasnak fik vi vist billeder af et oversvømmet landskab i Pakistan, det ville have været mere formåltjenligt at vise pakistanerne, hvordan man i Holland har bygget diger for at holde vandet ude, har de ingen skovle i Pakistan? - Folk er der nok af i landet.

En klimafond for at kompensere uudviklede lande for de klimaskader, det påstås at i-landene har påført dem. Fint med investering i u-lande, men ikke som kompensation, kompensation for hvad, for at i-landene slidsomt og over lang tid har udviklet den teknik og de løsning, der på rekord tid kan bringe dem velstand og velfærd, hvis de vil.

02.12.2022